Ja, altså ud over os selv?
Jeg gør! Fuldt og fast - med 1 mia. stjerner som vi umiddelbart kan se med teleskoper, så skulle det da være mærkeligt om ikke der et eller andet sted, eksisterer grundlaget for liv, akkurat som der gør her? Man mener endda at der er omkring 400 mia. stjerner bare i Jordens hjemgalakse Mælkevejen. Og hvis man så ganger det op med det gigantiske antal af galakser, man ved eksisterer, jamen puha da. Jeg tror derfor på der eksisterer liv i alle mulige former. Bare se dyrelivet her på Jorden? Jamen, det er jo fantastisk så megen diversitet der er, selv indenfor de samme arter. Udover det så er der jo også alt det mikrobiologiske liv, som man ikke lige kan se med det blotte øje.
Grunden til jeg skriver dette indlæg, er at min dag har været fuld at dokumentarer omkring liv i universet på DR2, og så her for et par timer siden sendte TV3+ lige gode gamle "Contact" (1997) med Jodie Foster, der spiller en videnskabskvinde, der opfanger et udenjordisk radiosignal. I filmen bliver hun mødt med den samme skepsis, som jeg tror enhver videnskabsmand/kvinde ville blive mødt med, hvis de meldte ud at nu havde de opfanget et signal.
Hvordan skulle man reagere - og skal man overhovedet reagere på noget som helst, hvis man opfangede et signal en dag?
Ja, det slås videnskaben jo allerede om, og folk er dybt uenige om hvordan man skal gebærde sig. Men det er helt ligegyldigt, for vi har været i gang med at fortælle hvem vi er til evt. udenjordiske lyttere i mange mange år - både Pioneer 10 og 11, og senere hen Voyager-rumsonderne har alle guldplader med inskriptioner, der fortæller evt. nysgerrige E.T.'s hvem vi er, og cirka hvor Jorden er placeret. Dertil kommer de radio og tv-signaler vi har sendt ud i luften og dermed ud i verdensrummet siden vi fik radio for første gang. Så hemmelige, det er vi i hvert fald ikke.
Hvis der er liv andre steder, hvorfor har vi så ikke mærket noget til det?
Det tror jeg kan besvares med, at afstandende er så store, at det at finde Jorden for en fremmed race vil svare til at lede efter et bestemt sandkorn i Saharas ørken. Bare se på afstanden mellem Jorden og det nærmeste stjernesystem Alpha Centauri. Der er 4.37 lysår. Det er klart at det ville være peanuts for en veludviklet race, men de skal jo som sagt lige finde os først. Medmindre det var en race som virkelig havde studeret os, så ville de jo nok også være yderst påpasselige med at nærme sig, fordi de ikke ved hvordan vi vil reagere.
Hvordan ville vi reagere på et evt. besøg?
Tja.. Baseret på hvordan vi behandler hinanden her på Jorden, så ville vi nok være umiddelbart mest krigerisk anlagt. Jeg tror ikke befolkningerne rundt om, kan tåle at få at vide, hvis det en dag lykkedes at finde udenjordisk liv. Det ville ende i ragnarok, og måske er det derfor smartest at lade folk gå rundt i uvished?
Jeg gør! Fuldt og fast - med 1 mia. stjerner som vi umiddelbart kan se med teleskoper, så skulle det da være mærkeligt om ikke der et eller andet sted, eksisterer grundlaget for liv, akkurat som der gør her? Man mener endda at der er omkring 400 mia. stjerner bare i Jordens hjemgalakse Mælkevejen. Og hvis man så ganger det op med det gigantiske antal af galakser, man ved eksisterer, jamen puha da. Jeg tror derfor på der eksisterer liv i alle mulige former. Bare se dyrelivet her på Jorden? Jamen, det er jo fantastisk så megen diversitet der er, selv indenfor de samme arter. Udover det så er der jo også alt det mikrobiologiske liv, som man ikke lige kan se med det blotte øje.
Grunden til jeg skriver dette indlæg, er at min dag har været fuld at dokumentarer omkring liv i universet på DR2, og så her for et par timer siden sendte TV3+ lige gode gamle "Contact" (1997) med Jodie Foster, der spiller en videnskabskvinde, der opfanger et udenjordisk radiosignal. I filmen bliver hun mødt med den samme skepsis, som jeg tror enhver videnskabsmand/kvinde ville blive mødt med, hvis de meldte ud at nu havde de opfanget et signal.
Hvordan skulle man reagere - og skal man overhovedet reagere på noget som helst, hvis man opfangede et signal en dag?
Ja, det slås videnskaben jo allerede om, og folk er dybt uenige om hvordan man skal gebærde sig. Men det er helt ligegyldigt, for vi har været i gang med at fortælle hvem vi er til evt. udenjordiske lyttere i mange mange år - både Pioneer 10 og 11, og senere hen Voyager-rumsonderne har alle guldplader med inskriptioner, der fortæller evt. nysgerrige E.T.'s hvem vi er, og cirka hvor Jorden er placeret. Dertil kommer de radio og tv-signaler vi har sendt ud i luften og dermed ud i verdensrummet siden vi fik radio for første gang. Så hemmelige, det er vi i hvert fald ikke.
Hvis der er liv andre steder, hvorfor har vi så ikke mærket noget til det?
Det tror jeg kan besvares med, at afstandende er så store, at det at finde Jorden for en fremmed race vil svare til at lede efter et bestemt sandkorn i Saharas ørken. Bare se på afstanden mellem Jorden og det nærmeste stjernesystem Alpha Centauri. Der er 4.37 lysår. Det er klart at det ville være peanuts for en veludviklet race, men de skal jo som sagt lige finde os først. Medmindre det var en race som virkelig havde studeret os, så ville de jo nok også være yderst påpasselige med at nærme sig, fordi de ikke ved hvordan vi vil reagere.
Hvordan ville vi reagere på et evt. besøg?
Tja.. Baseret på hvordan vi behandler hinanden her på Jorden, så ville vi nok være umiddelbart mest krigerisk anlagt. Jeg tror ikke befolkningerne rundt om, kan tåle at få at vide, hvis det en dag lykkedes at finde udenjordisk liv. Det ville ende i ragnarok, og måske er det derfor smartest at lade folk gå rundt i uvished?
Kommentarer
Send en kommentar