Gå videre til hovedindholdet

Kom nu for fa'en...

Nu skriver han igen, ham Simon. Han er da også møgsur hele tiden? Nej, hvis du kendte mig, ville du vide, at jeg er optimist 97% af tiden. Jeg er ikke sur, jeg er snarere skuffet. 

Skuffet over, at der sidder politikere og embedsmænd derude for hvem handicapområdet rager en høstblomst, som kun kender til at svinge sparekniven.

Det burde rage folk en helt masse - uanset politisk ståsted - man behøver ikke være økonom for at vide, at hvis man kan bruge folk som en aktiv ressource i samfundet, så bliver de sjovt nok ikke så stor en udgift heller. Man har sådan et fastlåst billede af, hvad der er samfundsmæssig kapital. Måske synes man, at det kun er bundlinien, der tæller - men så skal man måske prøve at nuancere sin opfattelse.

Jeg tror på et samfund i fremdrift for alle mennesker. Jeg voksede op i 80'erne og 90'erne, hvor der var en helt anderledes tro på os handicappede og vores ressourcer.

Bryder mig faktisk ikke rigtig om at skrive blogindlæg a' la dette, men jeg reagerer på urimelighed, når jeg ser den. Specielt på handicapområdet, fordi man som en person med handicap har svært ved at forbedre sine livsvilkår, hvis ikke samfundet hjælper til. 

Og vi kan se på udviklingen at nettet strammes til.

I går skrev jeg om fleksjob-ydelsen, som staten har ændret, så en person på fleksjob-ydelse ikke længere må arbejde i deres ægtefælles virksomhed. Det er et eksempel på noget, der er helt gak. Får de mon arbejde igen, eller ender de i en uendelig jobkø?

Og der er mere ... Måske husker du historien om Astrid - hun har Cerebral Parese ligesom jeg - og var blevet erklæret uegnet til gymnasial uddannelse trods et snit på 12,3. Hun kom heldigvis videre, indtil Coronaen satte en midlertidig stopper for hendes uddannelsesplaner. Der er ingen tvivl om, at hun vil frem i verden, og er lynende intelligent - og hun har så sidenhen også valgt at studere fysik og neurovidenskab*... Tænk lige igen - der sad nogen, og var godt i gang med erklære hende "ikke uddannelsesegnet"?! 

Landsforeningen Lev har iflg. deres hjemmeside klapjob.dk skabt 4030 såkaldte klapjob gennem løntilskud og fleksjobordninger. Det er sgu da indsatser, der vil noget.

Nu opdagede jeg så historierne på DR om Stig og Mohammad (se links i bunden af indlægget), der har svært ved at få tilkendt en BPA-ordning. Ordningen, som har eksisteret siden 70'erne gør, at de selv kan ansætte hjælpere, som kan hjælpe dem i dagligdagen. Men den er dyr, og så nogle kommuner vælger i stedet at tilbyde hjemmehjælp. Det indebærer, at man må skemalægge sine toiletbesøg, eller ringe efter hjælp.

Jeg har en bekendt, som prøvede hjemmehjælpsordningen i en periode efter et benbrud, og det fungerede i det store hele, men vedkommende fortalte mig også hvordan, det ofte var besværligt, at skulle fortælle en ny hjemmehjælp, hvordan eksempelvis turen over på toilettet skulle foregå. Nogen havde forståelse for at være nænsom, andre forstod bestemt ikke rigtigt, at de havde med en benbrudspatient at gøre.

Det var ganske kort en af mine bekendtes beretninger - men sørme om ikke det billede går igen i en af artiklerne: 

"Visse dage kunne Stig Kristensen have otte forskellige hjemmehjælpere på besøg i løbet af en dag. For ham var det altgørende, da han fik personlige hjælpere i stedet."

8 forskellige hjemmehjælpere. Det siger sig selv, at de ikke kan nå at sætte sig ind i hans situation, så man sætter også hjemmehjælperne på en umulig opgave.

"- Før kunne jeg kun få hjælp, når hjemmehjælperne havde tid. Nu er det omvendt. Nu kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst", siger Stig Kristensen.

En BPA-ordning koster rundt regnet 1 million kr. om året* - jeg antager, at det er lønninger til personale, der er en stor bid der, og så evt. udgifter til et BPA-bureau.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan se, det økonomiske aspekt i det fra kommunernes synspunkt - sagtens - 1 mio. er mange penge for at opretholde en ordning for én person. 

Men man skylder personer med handicap at perspektivere i forhold til det liv, de forsøger at have. Det man har gang i, er i store træk at isolere personer med handicap ovre i et hjørne, hvor de koster færrest penge, og så er man i øvrigt ligeglad med, hvad følgerne bliver, fordi alting er kasseopdelt mellem stat og kommuner. 

Det skinner klart igennem i artiklen med Stig Kristensen**, at Kommunernes Landsforening og staten endnu engang spiller pingpong om ansvaret.

"KL peger på, at lovgivningen på området skal ændres, hvis flere igen skal tilkendes hjælperordningen.

- Vi vil rigtig gerne være med til at være mere lempelige i kommunerne, men så kræver det bare, at der er en anden lovgivning", siger Ulrik Wilbek (V), der er formand for KL’s socialudvalg.

"- Nu har vi af to omgange løftet kommunernes økonomi i økonomiaftalerne med over tre milliarder kroner, og det forventer jeg jo også slår igennem på det specialiserede socialområde og dermed også den hjælp, som mennesker med handicap får", siger Astrid Krag.

Mon det bliver bedre i morgen? Vi har her to offentlige instanser, som i og for sig burde arbejde sammen om at løfte hele området, men det bliver til en gang ansvarsforflytning. Det er vist det, man kalder en nulsumsløsning? Hvis de arbejdede i min virksomhed, så ville jeg sende dem på teambuildingkursus.

Lad os bare kalde en spade for en spade. Man har ikke ambitioner for os med handicap mere, når man mener, at det bedst kan betale sig at isolere folk, fordi det er det billigste.

Det er muligvis ikke hensigten, men det er det, resultatet bliver, udfra de omkostningsprioriteringer man laver. Hvad sker der med folk, der føler sig isolerede? De bliver måske deprimerede, og så skal de over i sundhedsvæsnet. Måske ikke bare en gang, men flere gange. Det tærer, på den enkelte, på familierne, der støtter personen med handicap. Jeg kan slet ikke forstå, det kan betale sig samfundsøkonomisk at prioritere som man gør.

Det er da meget muligt at hhv. kommunerne og staten har styr på hver deres økonomi, men beslutningerne der tages, i det store hele, den samlede samfundsøkonomi, samfundet og menneskerne i det, det bekymrer man sig grundlæggende ikke om. For os alm. borgere, så er det en mærkværdig skueplads at se stat og kommuner gå og skændes. Maskineriet ville køre meget bedre, hvis alle arbejdede mod samme mål. Forbedring af livskvalitet.

Det er jo ikke fordi, der mangler noget at styre efter..

Danmark har tilsluttet sig FNs Handicapkonvention, og så har man også forpligtet sig til at arbejde for, at skabe bedre vilkår - for alle, ikke bare de raske og rørige, der kan i forvejen. Det svarer lidt til, at en lærer kun gad at undervise dem, der kunne læsestoffet i forvejen, fordi det ville være det nemmeste. Det er der da ingen sport i?

Jeg ser, at der bliver lavet masser af velmenende handicappolitk rundt omkring, men bag de flotte ord gemmer der sig næsten altid grove besparelser, og deraf forringede livsvilkår for folk med handicap. Jeg synes ikke man kan være det bekendt, når maskinen Danmark ellers synes at køre velsmurt på andre områder.

Man har tilsluttet sig konventionen, men man stræber ikke efter at være nummer 1. Hvis man vitterlig tilstræbte af fjerne barrierer i samfundet, for folk med handicap, så ville det frigive ressourcer andre steder.

I FN-konventionens forord står der: 

"De i denne konvention deltagende stater, som:

e) anerkender, at handicap er et begreb under udvikling, og at handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre" ...

n) anerkender vigtigheden af, at personer med handicap har ret til personlig autonomi og uafhængighed, herunder frihed til at træffe egne valg,

Det rimer ikke på, at man isolerer folk i deres hjem, fordi man har aftalt, at tissetåren skal afleveres kl 18, som Mohammad fortæller artiklen herunder?

Ville du selv - kære læser - leve med de vilkår?

Dette indlæg hænger nærmest uløseligt sammen med indlægget i går, hvor jeg skrev om, hvordan man besværliggør livet for en gruppe fleksjobsmodtager

Maskineriet Danmark ender med løsninger, der forringer med livsvilkårene for den enkelte - det kan ingen være tjent med. 

---

*) https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-02-20-paa-sit-andet-levedoegn-stoppede-hun-med-at-traekke-vejret-nu-er-vaccinen-hendes

**) https://www.dr.dk/nyheder/webfeature/mohammad-skal-planlaegge-sine-toiletbesoeg-med-hjemmeplejen

***) https://www.dr.dk/nyheder/indland/faerre-borgere-med-handicap-faar-tildelt-personlige-hjaelpere-de-har-ikke-kunnet-se



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Handicaptilgængelighed - update

Jeg tænkte, jeg lige ville skrive en lille status på min rejse ud i mere handicaptilgængelighed. Jeg har i den forgangne uge kontaktet 2 store danske analyseinstitutter, for at høre om de nogensinde havde lavet en undersøgelse af, hvor ofte handicappede må fravælge butikker pga. dårlig handicaptilgængelighed. Det ene analyseinstitut har jeg ikke hørt fra endnu, det kan dog være, de lige skal grave i arkiverne ;) Det andet, havde ikke lavet en sådan undersøgelse. Det havde jeg nu heller ikke forventet ;-) Så hvis jeg skal finde svar på sådan noget, så skal jeg nok søge mere specialiserede steder. Flere billeder Udover det har jeg modtaget nye billeder. Tak til John Jensen og Karina Hjorth for billederne. De første to billeder er fra to forskellige handicaptoiletter hos Nordisk Film Bio Randers - to rigtig fine toiletter har de, men se så hvor spejlene sidder. På det ene kan man lige ane Karinas telefon, men hun har faktisk ikke selv mulighed for at se sig selv i spejlet.

Arbejdsmarkedet og handicappede er som to modpoler

Jo, der er bestemt virksomheder derude, der gør sit for at inkludere folk med et handicap. Men der er ikke nok, der gør en aktiv indsats.  Så så arbejsløshedskurven blandt fleksjobbere helt anderledes ud.   "Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at din arbejdsevne er begrænset på grund af helbredsmæssige forhold. Det betyder, at opgaver og arbejdstid i fleksjobbet bliver tilpasset det, du kan klare." (borger.dk) Her til morgen var jeg så ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste hos Radio4, at staten med beskæftelsesminister Peter Hummelgaard (S) ved roret, har gjort det ulovligt for personer under fleksjobordningen at arbejde i deres ægtefælles virksomhed. Årsagen? For at bekæmpe snyd. Det kan man jo normalt ikke have noget imod, hvis det da ikke lige var, fordi beslutningen indebærer, at det rammer almindelige, lovlydige mennesker hårdt. Det er svært nok for personer med et større eller mindre handicap at få arbejde i forvejen, og ca. hver femte

Et lille sandkorn i kosmisk sammenhæng

Er der noget der optager mig helt vildt, så er det astronomi. Jep, det er uhyggeligt nørdet, men det er mig. Jeg har ikke nogen decideret akademisk baggrund indenfor astronomi, og alle begreberne forvirrer mig, men det gør det ikke mindre spændende. Det gør bare tingene endnu mere ubegribelige. Tanker som: "Hvem er vi?", "Hvor skal vi hen?" optager mig en del. Det er store spørgsmål, men det er også vigtige spørgsmål. Jeg føler mig godt tilpas i nuet, men det er altid sundt at se tingene i et større perspektiv, og være nysgerrig. Hvis man en dag føler sig stor i slaget (slaw'et), så behøver man bare kigge op på nattehimlen, og betragte stjernerne, så føler man sig øjeblikkeligt lille og ubetydelig. Det er rart at tænke på, at der er noget der er større end os, og noget som vi nok aldrig kommer til at forstå til fulde. Jeg spekulerer tit på, hvordan det mon vil være om 100, 200, 500 eller 1000 år - mon vi finder en måde at komme "derud" på? Altså, l