Gå videre til hovedindholdet

Brokkeindlæg - om Open Source vs. Closed Source

Jeg er ikke negativ i dag - har bare lige nogle ting der skal ud... :-)

Jeg er træt .. træt af at høre om alle kompatiblitetsproblemerne, der er med Open Source-software.

Der er så mange artikler på nettet, hvor diverse firmaer/organisationer "disser" Open Source-produkter, fordi det er svært at vende folk til at bruge det nye Open Source-system frem for det de er vant til. Man hører tit om "NU skifter by/afdeling/skole X til Open Source", og så et halvt år senere - så hører man "Jaeh.. vi prøvede, men det viste sig ikke at være en rentabel beslutning".

En af årsagerne, tror jeg, er oftest at man glemmer, at hvis man skal indføre Open Source i sin organisation, så skal ALLE være indstillet på at skifte, og være indstillet på at det kræver en indkøringsfase og nogle kompromis'er. Lad os lege du har en virksomhed (måske har du) ... Din kontordame, lad os kalde hende Magda... Hun har måske været vant til Microsoft Word i 14 år, nu skal hun pludselig til at vænne sig til noget andet .. Så er det klart, hun er negativ indstillet... For Magda køber IKKE dine argumenter om at du kan spare penge på kontorpakker, hvis det kræver hende flere uger/måneder at indarbejde nye rutiner, og hvis hun har gamle Word-filer, der pludselig ser mærkelige ud.

Her er et eksempel, jeg hører tit, når snakken falder på at bruge Open Source-produkter:

"Jamen... OpenOffice/LibreOffice" importerer ikke filer særlig godt fra Microsoft Office .. Nej, hvorfor mon? Du kan heller ikke stikke en nøgle fra en Mercedes ind i tændingen på Audi og forvente at den starter. Jeg synes trods alt, der er gjort en del forsøg fra f.eks OpenOffice/LibreOffice-lejren på at skabe mulighed for at importere Microsoft Office-filer, men naturligvis kan det ikke blive 100%, fordi der altid vil være "klumper" i den kode f.eks en Word-fil består af, som din nye Open Source-kontorpakke tolker forskelligt fra Word. Det er noget man må leve med.

Der er et andet problem, når man så forsøger at skifte til et Open Source-produkt:

Udefrakommende tvang!

Hvis du ejer en virksomhed, der ofte modtager filer udefra - så er der en stor chance for at de kommer i et Microsoft-format .. For det ER jo stort set defacto standard, at man skal have en Microsoft-kontorpakke i et firma ... Alle er jo stort set flasket op med Microsoft Office fra spæd (det vender jeg tilbage til), så de får ukontrollable spasmer, hvis de skal til at sende deres filer i et andet format... Prøv at bede en sælger sende hans Excel-ark som kommasepareret fil, eller hans PowerPoint-præsentation som PDF. så kan man jo nærmest høre hovedet eksplodere i telefonen, fordi det er jo lige et par ekstra trin i 'Gem som..."-rutinen ... Så udefrakommende forhold kan også forhindre i et totalt vellykket skifte.

Jeg skrev før at folk var flasket op fra spæd med Microsoft Office-pakken - og det bliver de. Der står måske ikke lige Microsoft på den første sut du får, men det er tæt på. Da jeg var folkeskoleelev brugte vi Microsoft Office (da kendte ingen it-chefer vel rigtig begrebet "alternativ til Microsoft", så.. Det kan man måske forstå... Linux-kernen var knapt bygget), da jeg kom på Handelsskolen brugte vi Microsoft Office, og da jeg kom videre i forløbet, ja.. også Microsoft Office. Der har på intet tidspunkt været forsøg på at gøre tingene tilgængelige i andre formater end Microsoft Office, og man blev nærmest hånet, fordi man brugte en kontorpakke der var forskelig fra alle andres. Hvis du allerede bruger OpenOffice/LibreOffice, så har du garanteret hørt sætningen "Ser indholdet mærkeligt ud.... Jaaaamen du bruger også den der mærkelige kontorpakke", hvorefter man bare venter på at de sætter en seddel på ryggen hvor der står "Spark mig, fordi jeg ikke bruger Microsoft Office" .. 

Disclaimer: Selvom jeg er pro-open source gut - så er jeg ikke fanatisk. Nu må I ikke tro, at jeg hader Microsoft, snarere tværtimod... eller .. nej, det lød forkert, men jeg bruger deres produkter hver dag, og synes de generelt gør et supergodt stykke arbejde. Det er vel heller ikke uden grund de kan kaldes for softwaregigant. De har været smarte, det må man lade dem.

I det offentlige er der heller ingen reel opbakning til Open Source, der er godt nok en del offentlige websites, der kører Open Source-systemer f.eks Umbraco, Typo3 eller Drupal, og der bliver søsat Open Source-projekter (tjek evt. digitaliser.dk), men der ikke rigtig nogen, der går ud og siger - okay, vi er interesseret i at spare her og her - lad os tvinge Open Source ind - ned gennem hele fødekæden. Det er en investering, og det er dyrt upfront - men investeringen er tjent ind over en årrække og det åbner op for et friere leverandørvalg. Der er bare ingen, der tænker rigtigt langsigtet. Det er muligt de siger det, men ingen gør det.

Noget der, i mine øjne, virkelig udstiller det offentliges problemer med lukket, proprietært software, har været under fornyelsen af nogle store gamle systemer: Tinglysningssystemet, det nye system til Det Centrale Motorregister, og diverse systemer hos Skat. Store leverandører som KMD, CSC og IBM bliver hyret og fyret i et væk, fordi projekterne overskrider forskellige deadlines, jamen for pokker.. Ekspertise eller ej, de arme programmører/databasefolk sidder og arbejder op imod systemer der måske er 30-40 år gamle, og informationerne de skal hente i databaserne, skal måske nærmest hentes ud med håndsving, eller med kodesprog, som alle for længst har glemt. Jeg tror der foregår rigtig meget konverteringsarbejde, og så flyder tiden altså bare. Måske kan de ikke engang få adgang til informationerne, fordi det firma, den offentlige instans købte deres software fra, måske ikke findes mere.

Derfor håber jeg vitterligt, at de forskellige projektledere på de her nye offentlige projekter seriøst har tænkt åbenheden ind, så der fremadrettet kan spares ressourcer på at få kommunikationen mellem forskellige offentlige systemer til at fungere gnidningsløst. Hvis man sørger for at informationerne gemmes i et åbent format f.eks XML (og her menes ikke Open XML), så er der en god chance for at der ikke bliver nogen større problemer om 40 år, når systemerne skal laves om igen, for så kan man spare førnævnte konverteringsarbejde. Det er alt andet lige, nemmere, når data ligger gemt i ren tekst og ikke i noget proprietært format. Der er selvfølgelig ikke rigtig nogen der kan sige, hvordan vi lagrer data om 40 år, men ren tekst går man vist aldrig forkert af.

Puha.. det her blev et længere blogindlæg end jeg lige regnede med, ved ikke helt hvordan jeg slutter af. Jeg tror bare jeg går ud og nyder solen nu...

Moralen må være: Brug Open Source, hvis du er klar til at gå ind for det 100%  med alt hvad det hører med sig...

Kommentarer

  1. Jeg er meget enig i det, du skriver.

    Jeg tror egentlig ikke mennesket af natur er modvillig overfor forandringer, men vi skal ønske dem selv. Hvis nogen kommer og siger "nu skal du gøre sådan her i stedet for" (brug en ny kontorsuite) begynder vi at stritte imod. Så er det sådan set ligemeget, om det er en ny version af MS Office, man får trukket ned over hovedet eller det er et helt andet program. Men jo større ændringen er, jo værre er det.

    Jeg tror i øvrigt, at forklaringen på, hvorfor så mange går tilbage til Microsoft efter at have prøvet Open Source er ret lige til:
    Når en virksomhed præsenterer sine ansatte for en ny officepakke, vil der være brok over det uanset hvilken pakke det er.
    Men som du skriver, er de fleste nok "flasket op" med Microsoft, så Open Source skal kæmpe med følgende yderligere argumenter: "Da vi havde Microsoft var det meget bedre", "Jeg kan ikke finde rundt i de nye menuer", osv.
    Og... her kommer så pointen... når der så har været en masse brok over det nye, går chefen ud og siger "Nu har vi brugt en masse penge på det nye program, så det skrotter vi ikke bare!". Men! Hvis det er Open Source er der netop ikke brug en masse penge, og så er det lettere at beslutte sig for noget andet.
    Ovenstående dækker over det økonomiske begreb "sunk costs", der betyder, at hvis man har brugt penge på at indkøbe noget, skal man død og pine bruge det, eller er pengene jo spildt. Det er en fejlslutning mange gør, men pengene er jo spildt uanset hvad. Man får aldrig pengene igen (det er en "sunk cost"), uanset hvad man gør. Efter indkøbet har man lige mange penge på kontoen uanset om man bruger produktet eller ej. Hvis produktet gør, at man fx. bliver mindre effektiv, bliver prisen reélt bare endnu højere. Så kunne man faktisk have minimeret udgifterne ved simpelthen at smide det i skraldespanden, men det er ikke umiddelbart gennemskueligt.
    så bruger man hellere en frygtelig masse flere penge på at efteruddanne de ansatte osv. og dermed bliver produktet faktisk endnu dyrere!
    Prisen for produktet er en "sunk cost", så den kan ikke være et argument for at beholde det.

    Nå... Meget langt svar på et meget langt indlæg*g*

    SvarSlet
  2. Puha ja, beklager US, men jeg overså dit indlæg. Du har ret, det er nemmere at smide et open source-program på porten, fordi det ikke koster noget. Da jeg i sin tid var i lære som mediegrafiker, havde jeg en mester som indkøbte et meget dyrt program til at layoute bøger med. Her snakker vi ikke pixibøger, men store lovsamlinger med ensformigt layout. Systemet kostede på den forkerte side af 50.000 kr. pr. licens. Sproget man layoutede bøgerne med var det komplekse SGML (HTML og XML's oldnordiske fader) og Perl, hvor man så brugte Perl til at programmere det som kunne automatiseres (f.eks at første linie i et nyt kapitel var en overskrift, hvis den foregående side var tom).

    I og for sig en genial kombo, hvis ikke det lige var fordi programmet var så elendigt udført.. UI'en lignede noget fra gode gamle DOS, og tastaturgenveje var der intet af. Perl-integrationen virkede som et hurtigt hack. Der var ingen debugger. Og skulle man opdatere skærmen skulle man lige trykke PageUp/PageDown hurtigt for at være sikker på der ikke sad rester af gammel forlist skærmopdatering.

    Essensen i det her er, vi blev tvunget til at bruge programmet til alt, fordi firmaet jeg var i lære hos, skulle have valuta for pengene. Sådan er der sikkert mange der sidder på samme måde og bokser med et program, de har fået trukket ned over hovedet af ledelsen. Til syvende og sidst skader det indtjeningen hvis programmet bruges til forkerte formål, som det ikke er beregnet til .

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Danmark i fare for at blive hægtet af på det semantiske web?

Forleden læste jeg i Randers Amtsavis, en lille artikel om det semantiske web. Det semantiske web er et begreb (og et buzzword) for "et intelligent internet" - altså et internet der kan hjælpe dig med at træffe logiske valg, udfra dine søgninger, og din handlemåde på nettet. Man kan sige, at når du ser Google tilpasse reklamerne efter hvilket søgeord du har skrevet, så er det en slags forsmag på det semantiske web, men det indeholder rigtig meget andet. Det lyder meget abstrakt, så lad os tage et eksempel: Forestil dig, at du sidder og leder efter en billig afgang fra Billund, fordi du skal på forretningsrejse. Når du har valgt en destination, dukker hjemmesiden op og spørger dig, om du også ønsker at leje et hotelværelse under dit ophold, fordi den kan læse i din kalender (som du selvfølgelig har online), at mødet varer fra 18-22 (tænkt eksempel), hvorfor du nok næppe springer ud i din bil for at køre hjem, hvis der er langt. Forestil dig så at du sletter mødet i din ka

Lille morgengrin på Kristi "Flyvdag"

Der skal ikke så frygtelig meget til at more mig, specielt ikke sådan en Kristi Himmelfartsdag. Jeg går med en lille spirende spiludvikler i maven, og derfor har jeg kastet mig over at prøve at udvikle mobilspil til Android. Derfor hentede jeg her til morgen kildekoden til AndEngine, en open source android spilmotor. For ligesom at forstå logikken bag, kigger jeg som regel i koden først. Det er den store force ved Open Source-projekter at man kan det. Stor var morskaben da jeg så en revisionsændring i kildekoden (-// betyder noget er fjernet fra tidligere revisioner, + tilføjet i ny) .. -// case Surface.ROTATION_0: -// /* Nothing? */ -// break; -// } + case Surface.ROTATION_0: + /* Nothing. */ + break; + } Nothing? .. Yes.. Nothing :)