Kommuner under massivt pres fra handicappede

»Vi bliver i kommunerne mødt med et enormt forventningspres fra borgere med handicap, som hele tiden forventer, at kommunen skal betale for det bedste og det nyeste teknologiske hjælpemiddel,« citat Foreningen af Socialchefer, Ole Pass fra Rødovre til JyllandsPosten (http://jp.dk/indland/indland_politik/article2027845.ece).

Jeg var ved at få aftencolaen galt i halsen, da jeg læste dette. De fleste handicappede jeg kender, har et moderat forhold til det at anskaffe sig nye hjælpemidler - man klarer sig med det man har indtil det nærmest falder fra hinanden - og kommunens repræsentanter er gode til at sige fra, hvis man ikke mener, behovet for nyt er der. Nogle gange er det berettiget, andre gange ikke. Men der gives bestem ikke ved dørene. Hvis ikke man som handicappet ikke prøver, sker der i hvertfald ikke noget. Det handler om livskvalitet.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor god man er til at sige fra i Rødovre og andre kommuner hvor man synes dette er et problem, men Ole Ness får det til at lyde på Hollywood'sk vis som om der hver dag er horder af handicappede ude foran rådhuset i Rødovre, der kræver nye hjælpemidler og de stakkels kommunalt ansatte forsøger at modstå det umenneskelige pres med blod, sved og tårer. Sådan forholder virkeligheden sig næppe.

I stedet for at lange ud efter de handicappede, burde man måske i stedet i kommunalt regi kigge på HVOR de penge man bruger, ender henne. Tag f.eks de aftaler man har med leverandører af hjælpemidler og medicin. Der er sikkert en del, der lever RIGTIG godt af at være fast leverandør til kommunerne. Der findes sikkert en masse underhåndsaftaler på det plan, ja - det skal jeg ikke kunne sige - men der dukker undertiden i hvertfald sager op i dagspressen der bestyrker den mistanke. Kunne man sikre fri og fair konkurrence blandt leverandørerne, så kunne man sikkert også skære ned på udgifterne.