Gå videre til hovedindholdet

Kommuner under massivt pres fra handicappede

»Vi bliver i kommunerne mødt med et enormt forventningspres fra borgere med handicap, som hele tiden forventer, at kommunen skal betale for det bedste og det nyeste teknologiske hjælpemiddel,« citat Foreningen af Socialchefer, Ole Pass fra Rødovre til JyllandsPosten (http://jp.dk/indland/indland_politik/article2027845.ece).

Jeg var ved at få aftencolaen galt i halsen, da jeg læste dette. De fleste handicappede jeg kender, har et moderat forhold til det at anskaffe sig nye hjælpemidler - man klarer sig med det man har indtil det nærmest falder fra hinanden - og kommunens repræsentanter er gode til at sige fra, hvis man ikke mener, behovet for nyt er der. Nogle gange er det berettiget, andre gange ikke. Men der gives bestem ikke ved dørene. Hvis ikke man som handicappet ikke prøver, sker der i hvertfald ikke noget. Det handler om livskvalitet.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor god man er til at sige fra i Rødovre og andre kommuner hvor man synes dette er et problem, men Ole Ness får det til at lyde på Hollywood'sk vis som om der hver dag er horder af handicappede ude foran rådhuset i Rødovre, der kræver nye hjælpemidler og de stakkels kommunalt ansatte forsøger at modstå det umenneskelige pres med blod, sved og tårer. Sådan forholder virkeligheden sig næppe.

I stedet for at lange ud efter de handicappede, burde man måske i stedet i kommunalt regi kigge på HVOR de penge man bruger, ender henne. Tag f.eks de aftaler man har med leverandører af hjælpemidler og medicin. Der er sikkert en del, der lever RIGTIG godt af at være fast leverandør til kommunerne. Der findes sikkert en masse underhåndsaftaler på det plan, ja - det skal jeg ikke kunne sige - men der dukker undertiden i hvertfald sager op i dagspressen der bestyrker den mistanke. Kunne man sikre fri og fair konkurrence blandt leverandørerne, så kunne man sikkert også skære ned på udgifterne.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Devlog #2

Hov! Jeg proklamerede jo tidligere, at jeg ville skrive om mit arbejde med Handicapguiden.dk Der er sket en del - jeg arbejder stadig på at smelte guiden sammen med Handicapparkering, sådan at parkeringspladser, toiletter, seværdigheder osv. figurerer i et samlet kort Så er jeg i gang med at bygge en automatisk linkchecker. Den skal tjekke for døde links i kataloget, fordi jeg kan godt mærke, at jo flere links, der kommer ind i systemet, jo sværere bliver det at holde øje med, om tingene rent faktisk virker som de skal. Jeg hader at møde et dødt link lige så meget, som du sikkert gør. Der er kommet en tilmeldingsformular - den ser måske simpel ud med det blotte øje, men bagved har jeg bygget således, at jeg nemt kan klikke nye felter på. Det gør også, at jeg nemt kan oprette nye formularer, hvis jeg f.eks beslutter mig for at sende nyhedsbreve ud på et tidspunkt. Alle links i foreningskategorien har fået deres sociale medier hægtet på som alternative klik-muligheder, så nu er det bleve

Kom nu for fa'en...

Nu skriver han igen, ham Simon. Han er da også møgsur hele tiden? Nej, hvis du kendte mig, ville du vide, at jeg er optimist 97% af tiden. Jeg er ikke sur, jeg er snarere skuffet.  Skuffet over, at der sidder politikere og embedsmænd derude for hvem handicapområdet rager en høstblomst, som kun kender til at svinge sparekniven. Det burde rage folk en helt masse - uanset politisk ståsted - man behøver ikke være økonom for at vide, at hvis man kan bruge folk som en aktiv ressource i samfundet, så bliver de sjovt nok ikke så stor en udgift heller. Man har sådan et fastlåst billede af, hvad der er samfundsmæssig kapital. Måske synes man, at det kun er bundlinien, der tæller - men så skal man måske prøve at nuancere sin opfattelse. Jeg tror på et samfund i fremdrift for alle mennesker. Jeg voksede op i 80'erne og 90'erne, hvor der var en helt anderledes tro på os handicappede og vores ressourcer. Bryder mig faktisk ikke rigtig om at skrive blogindlæg a' la dette, men jeg reager

Arbejdsmarkedet og handicappede er som to modpoler

Jo, der er bestemt virksomheder derude, der gør sit for at inkludere folk med et handicap. Men der er ikke nok, der gør en aktiv indsats.  Så så arbejsløshedskurven blandt fleksjobbere helt anderledes ud.   "Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at din arbejdsevne er begrænset på grund af helbredsmæssige forhold. Det betyder, at opgaver og arbejdstid i fleksjobbet bliver tilpasset det, du kan klare." (borger.dk) Her til morgen var jeg så ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste hos Radio4, at staten med beskæftelsesminister Peter Hummelgaard (S) ved roret, har gjort det ulovligt for personer under fleksjobordningen at arbejde i deres ægtefælles virksomhed. Årsagen? For at bekæmpe snyd. Det kan man jo normalt ikke have noget imod, hvis det da ikke lige var, fordi beslutningen indebærer, at det rammer almindelige, lovlydige mennesker hårdt. Det er svært nok for personer med et større eller mindre handicap at få arbejde i forvejen, og ca. hver femte