Gå videre til hovedindholdet

Det offentlige og IT-projekter

Jeg begynder at få ukontrollable trækninger ved det ene øje, hver gang et offentligt IT-projekt nævnes i medierne. Årsagen er, at det næsten pr. definition betyder katastrofe og en masse spildte penge.

Nu er den så gal igen - Rigspolitiet har valgt at skrotte POLSAG, et system som skulle lette arbejdet for de mange politifolk, der sidder rundt om i politikredsene. POLSAG har dog vist sig at gøre præcist det modsatte - det har betydet længere sagsbehandlingstider og stressede politifolk. 400 mio. kr. har det kostet skatteyderne

Det er IT-firmaet CSC, der står bag det skrottede projekt, et firma som igen og igen får opgaver fra staten selvom det efterhånden har en imponerende liste over kuldsejlede eller forsinkede projekter:

http://www.version2.dk/artikel/her-er-cscs-it-skandaler-43305

Hvis det havde været i den private sektor, så var firmaet blevet skrottet for længst. Men noget godt må der være kommet ud af samarbejdet med staten (herunder politiet), siden samarbejdet fortsætter - eller har CSC simpelthen fingeren med i for mange aftaler til, at de ansvarlige repræstentanter for staten for alvor tør stille stolen for døren?

Hvis det er tilfældet, så rejser det en anden problemstilling - hvor er så den frie konkurrence?

Nu er CSC langtfra de eneste der står bag skrottede offentlige IT-projekter - IBM har også haft sin andel af den kage.

Hvem har skylden?
Men hvem er egentlig synderne - er det det offentlige (staten) der kræver for meget og sætter urealistiske deadlines? Eller er det leverandørerne der tager munden for fuld?

Når jeg læser om kuldsejlede projekter inden for det offentlige, så er der noget der konsekvent dukker op, og det er typisk IT-leverandørene, der brokker sig over, at det er enormt tidskrævende at konvertere gammel data fra 70'erne og 80'erne, som kører på forskellige systemer, der kræver specialkompetencer.

Nogle gange er firmaerne bag systemerne endda gået konkurs i mellemtiden og så skal man virkelig sysle med tingene for at konvertere oldgammel data ind i nye systemer. Det er ikke noget jeg har vild erfaring med, men jeg kan forestille mig, at der er en masse der skal læres, at der skal skrives tonsvis af adaptere, der kan konvertere data i et format over til noget andet. Prøv f.eks at taste æøå og skift så til engelsk tastatur inde i kontrolpanelet.. Skriv æøå igen... Hov så blev det til []{. Det er en af mange faktorer, der spiller ind når man skal konvertere gammel data, og det gør det ikke altid let at være programmør.

Se f.eks Version2's artikel omkring Digital Tinglysning: http://www.version2.dk/artikel/digital-tinglysning-derfor-gik-det-saa-galt-15185 , her fortælles der om nogle af de problemer man rendte ind i.

Et eller andet sted, så tror jeg problemerne skyldes at alle ikke deler den samlede vision omkring projektet. Måske har hverken staten eller IT-leverandøren gjort deres fodarbejde godt nok, med hensyn til at finde ud af, hvor stort projektet i virkeligheden er. Måske ændrer kravene sig for meget undervejs, og det ved jeg pr. erfaring at ikke alle IT-udviklingsmodeller er lige glade for. Software er ikke bare noget man bare sætter sig ned og skriver fra begyndelsen til man er færdig, ligesom en bog. Undervejs dukker der problemstillinger op, som man er nødt til at håndtere, inden man kan komme videre til næste milepæl, og den slags tager tid, fordi man pludselig skal bevæge sig ud af flere spor.

Det rokker jo ikke ved at der et problem der skal løses: Hvordan sørger man for at et projekt ikke kuldsejler eller bliver forsinket med flere år? Tjah, hvis jeg havde løsningen, så sad jeg nok ikke og skrev det her blogindlæg ;-)

Keep it simple, stupid!
Jeg tror essensen er, at man slår for stort et brød op - der er et akronym i IT-branchen der hedder KISS (Keep It Simple, Stupid), som jeg synes mange kunne lære af. Når jeg skriver man, så mener jeg dem der sidder og udformer kravene til de her systemer.

Lad være med at skrive store forkromede kravsspecifikationer der tager årtier at tygge igennem, men hold det simpelt (som det nu er muligt) og giv folk det de mangler, før man fylder programmerne med funktioner som alligevel aldrig/sjældent bruges. Hver gang en person siger: "Kunne det ikke være smart at....", så burde modsvaret automatisk være: "... Jo men er det relevant for projektet?". Det gælder om hele tiden at holde fokus på, hvad det er man forbedrer i forhold til det program / den platform man kommer fra. I POLSAGs tilfælde må det ultimative mål have været at sørge for at brugeroplevelsen blev forbedret, så politifolkene kunne gøre deres arbejde hurtigere og enklere.

Det lykkedes ikke, og nu bliver projektet formentlig skrottet helt. Jeg ved ikke, hvem der konkret har været beslutningstager, men der er nogen indenfor det offentlige, der burde tage på en ekskursion til et eller flere IT-firmaer, der arbejder med agil systemudvikling (http://da.wikipedia.org/wiki/Agil_systemudvikling). Ikke at agil udvikling er den hellige gral, men nu har man prøvet med tunge kravsspecifikationer, og det virkede ikke - så må man tage det til efterretning, og så prøve noget nyt...

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Devlog #2

Hov! Jeg proklamerede jo tidligere, at jeg ville skrive om mit arbejde med Handicapguiden.dk Der er sket en del - jeg arbejder stadig på at smelte guiden sammen med Handicapparkering, sådan at parkeringspladser, toiletter, seværdigheder osv. figurerer i et samlet kort Så er jeg i gang med at bygge en automatisk linkchecker. Den skal tjekke for døde links i kataloget, fordi jeg kan godt mærke, at jo flere links, der kommer ind i systemet, jo sværere bliver det at holde øje med, om tingene rent faktisk virker som de skal. Jeg hader at møde et dødt link lige så meget, som du sikkert gør. Der er kommet en tilmeldingsformular - den ser måske simpel ud med det blotte øje, men bagved har jeg bygget således, at jeg nemt kan klikke nye felter på. Det gør også, at jeg nemt kan oprette nye formularer, hvis jeg f.eks beslutter mig for at sende nyhedsbreve ud på et tidspunkt. Alle links i foreningskategorien har fået deres sociale medier hægtet på som alternative klik-muligheder, så nu er det bleve

Kom nu for fa'en...

Nu skriver han igen, ham Simon. Han er da også møgsur hele tiden? Nej, hvis du kendte mig, ville du vide, at jeg er optimist 97% af tiden. Jeg er ikke sur, jeg er snarere skuffet.  Skuffet over, at der sidder politikere og embedsmænd derude for hvem handicapområdet rager en høstblomst, som kun kender til at svinge sparekniven. Det burde rage folk en helt masse - uanset politisk ståsted - man behøver ikke være økonom for at vide, at hvis man kan bruge folk som en aktiv ressource i samfundet, så bliver de sjovt nok ikke så stor en udgift heller. Man har sådan et fastlåst billede af, hvad der er samfundsmæssig kapital. Måske synes man, at det kun er bundlinien, der tæller - men så skal man måske prøve at nuancere sin opfattelse. Jeg tror på et samfund i fremdrift for alle mennesker. Jeg voksede op i 80'erne og 90'erne, hvor der var en helt anderledes tro på os handicappede og vores ressourcer. Bryder mig faktisk ikke rigtig om at skrive blogindlæg a' la dette, men jeg reager

Arbejdsmarkedet og handicappede er som to modpoler

Jo, der er bestemt virksomheder derude, der gør sit for at inkludere folk med et handicap. Men der er ikke nok, der gør en aktiv indsats.  Så så arbejsløshedskurven blandt fleksjobbere helt anderledes ud.   "Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at din arbejdsevne er begrænset på grund af helbredsmæssige forhold. Det betyder, at opgaver og arbejdstid i fleksjobbet bliver tilpasset det, du kan klare." (borger.dk) Her til morgen var jeg så ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste hos Radio4, at staten med beskæftelsesminister Peter Hummelgaard (S) ved roret, har gjort det ulovligt for personer under fleksjobordningen at arbejde i deres ægtefælles virksomhed. Årsagen? For at bekæmpe snyd. Det kan man jo normalt ikke have noget imod, hvis det da ikke lige var, fordi beslutningen indebærer, at det rammer almindelige, lovlydige mennesker hårdt. Det er svært nok for personer med et større eller mindre handicap at få arbejde i forvejen, og ca. hver femte